Biografi
Justina Maria la Cour er født i Odense og opvokset ved kysten i Nyborg på Fyn. Hjemstavn og rødder betyder meget for Justina, og hun vender derfor ofte tilbage for at optræde og ære sit ophav.
Justina begyndte sin musikalske uddannelse som 4-årig, først ved klaveret under vejledning af sin mor, og som 6-årig fortsatte hun med violinen – inspireret af sin nabo, der var violinist i DR SymfoniOrkestret.
Som 7-årig flyttede Justina til Vilnius i Litauen, hvor hun blev optaget på den særlige talentskole M. K. Čiurlionis School of Arts. Her studerede hun blandt andet hos prof. Rusnė Mataitytė.
Som 14-årig mødte hun prof. Alexandre Zapolski i København og fortsatte under hans vejledning, indtil hun som 20-årig flyttede til Schweiz.
Justina tog sin bachelorgrad ved Haute École de Musique de Lausanne hos den franske solist Virginie Robilliard. Derefter fortsatte hun sine kandidatstudier hos prof. Tatiana Samouil ved Conservatoire Royal de Bruxelles i Belgien samt i klassen hos Janine Jansen og Tomo Keller tilbage i Schweiz (HEMU Valais-Wallis).
Justina har vundet adskillige internationale priser, herunder:
1. priser ved International Augusts Dombrovskis Competition i Riga, Letland, og International Saulius Sondeckis Competition i Šiauliai, Litauen (2013)
3. pris ved “Rising Stars Music Competition” i Berlin, Tyskland (2017)
1. pris samt juryens særpris ved “American Protégé Concerto Competition” i New York, USA (2017)
2. pris ved “Golden Classical Music Awards” i Weill Recital Hall, New York, USA (2018)
1. pris ved “Grand Prize Virtuoso Competition” i Rom, Italien (2018)
Prix Rotary Lausanne-Léman, Schweiz (2018)
Særpris ved 7th International Competition “Triomphe de l’Art” i Bruxelles (2021)
2. pris ved “Beethoven Young Musician Competition” i Wien (2022)
3. pris ved “Medici Competition” i Storbritannien (2022)
1. pris ved “Grand Prize Virtuoso Competition” i Paris, hvor Justina debuterede i Philharmonie de Paris (Cité de la Musique) i december 2022
Absolut 1. pris ved “International Fanny Mendelssohn Competition” (2023)
1. pris ved Jean Sibelius Fest Competition i Turku, Finland (2023)
1. priser ved Grand Prize Virtuoso Competitions i Berlin og Wien (2025)
1. priser ved Golden Classical Music Awards i Tokyo og New York (2025)
Justina blev i 2023 tildelt det prestigefyldte legat fra Betty og Valdemar van Hauens Fond og debuterede i Tivolis Koncertsal i København med orkestret ARCO.
Hun har desuden for nylig modtaget Bente Calbergs Legat 2025 samt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats talentpris 2025.
Udover sine solokoncerter er hun en aktiv kammermusiker. Hun er en fast del af kammermusikfestivalen “Arte Amanti” i Belgien – først som Young Talent og nu som Rising Star – hvor hun optræder jævnligt. Justina deltog også i Sion Festival 2022, hvor hun optrådte sammen med mestre som Janine Jansen, Boris Brovtsyn, Pablo og Sara Ferrández, Daniel Blendulf m.fl.
Gennem hele sin karriere har Justina fundet sin største inspiration i sin lærer og mentor Janine Jansen, som løbende vejleder hende – også på afstand – i arbejdet med at finde sin egen unikke musikalske stemme og kunstneriske fornyelse. Janine Jansen har været den unge kunstners musikalske forbillede, så længe hun kan huske.
Justina har tidligere modtaget legater fra Augustinus Fonden (Danmark) og Fondation Max D. Jost (Schweiz).
Hun har for nylig færdiggjort solistklassen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun studerede hos prof. Eszter Haffner.
